Skovlunde Skakklub
Sæsonen 2004-05

HoldskakKlubmesterskabetLyn-MPokal-MFR-M
Medlemmer og ratingJuniorskakBæltefarver


FEBRUAR 2005

  9 feb 2005

En trist meddelelse fra AS04
- Fra 2.holdets kamp hos AS04 i holdturneringens 5. runde

 

På AS04s opslagstavle var ophængt en nekrolog over Per Auchenberg, som var død i januar 2005. Det kom som lidt af et chok for os, der kendte Per. Alle spillere i Københavns Skakunion, som har spillet koordinerede EMT turneringer i de sidste 20 år kendte Per. Pers turneringsaktivitet har gennem årene været kæmpe stor og flere gange har han spillet med i SKS's Pinse EMT. Per var en sympatisk og meget seriøs skakspiller og viste allerede i sine juniordage et stort skakligt talent, som førte ham op i den danske elite i 70'erne. Pers partier var altid underholdende - specielt fordi Per næsten altid havnede i tidnød. Med Pers bortgang er KSU blev en stor turneringsspiller fattigere. Æret være Per Auchenbergs minde.

/Holdlederreserve
Poul Munk

 
 18 feb 2005

Første live-sending fra klubben i mandags

Skovlunde Skakklub fik i 2004 bevilget midler fra Ballerup Kommune til en bærbar PC, et live-bræt og en projektor (sidstnævnte har vi endnu ikke fået anskaffet), og vi har allerede haft stor glæde i træningen, på klubaftenerne og i klubbens arbejde af PC'en. Det elektroniske bræt, som vi fik hjem i oktober måned, har vi også taget i brug, bl.a. på k-skakaftenen i december, men i mandags lykkedes det for første gang, med god telefonassistance fra KSU's IT-haj og webmaster Jacob Pallesen, at sende live på nettet direkte fra klubben! Partiet, som blev sendt live, var Benjamin Skjoldans og Michael Tandrups opgør i Smyslov-EMT, som Benjamin vandt. Partiet kan stadig ses via link'et til live-brættet (se i spalten til højre).

Vores live-bræt har fået en permanent opstilling i klublokalet, og det er planen at vi vil sende live fra klubaftenen så meget som vi kan. Dvs. et af partierne fra øverste gruppe i vores EMT-turneringer, 1.brættet fra hjemmekampe i holdturneringen samt partier fra vores andre klubaftensarrangementer, fx lynmesterskabet og pokalturneringen. Interesserede kan se i klubbens kalender, hvad der er på programmet og forsøge at klikke ind på live-brættet mandag aften! Der er fast link til live-brættet øverst på siden imellem de faste klublinks.

/Tom

Link til Skovlunde Skakklubs live-bræt her - check link'et (hver) mandag aften!
 22 feb 2005

Ok resultat til Peter i Århus-mesterskabet
- Peter scorede 3 af 7 i den stærke mesterskabsklasse

Peter Skovgaard benyttede vinterferieugen til at spille med i Århus-mesterskabet 2005, hvor Peter var en af de 20 deltagere i den stærke mesterskabsgruppe med 20 2000+ ratede spillere. Peter lagde fint ud med en sejr, men trods godt og koncentreret spil i lange hårde partier løb Peter ind i et par nederlag i de følgende runder. Med "kun" 1½ af 5 lykkedes det dog Peter at slutte pænt af med 1½ af de sidste to så den samlede score blev 3 af 7 og et begrænset ratingtab. Alt i alt god træning - et ok resultat - og en god uge hos juniorskakvennen Peter Grove i Mårslet nær Århus!

/Tom

Link til Århus mesterskabet 2005 her
 22 feb 2005

Fin delt 3.plads til Frederik Oest Møller i Ungdoms-NM 2005
- Frederik scorede 3½ af 6 og blev 6'er på korrektion i 13-14 års gruppen

Frederik Oest Møller leverede et fint resultat i Ungdoms-NM, som blev spillet i Oslo 18.-20. februar. Frederik scorede 3½ af 6 og delte pointmæssigt 3.-6.pladsen med bl.a. den anden danske deltager Alex Hansen fra Tåstrup. Korrektionsberegningen gav Frederik en samlet 6.plads blandt de 12 deltagere i 13-14 års aldersgruppen. Et udmærket resultat for Frederik, som fik en hård start i turneringen med et nederlag mod den senere suveræne vinder Jon Ludvig Hammer fra Norge. Frederik kom dog stærkt igen med en flot sejr med sort i dragevarianten i Siciliansk i 2. runde og efter et ærgerligt nederlag efter klar fordel mod den talentfulde færing Helgi Ziska i 3. runde lavede Frederik 2½ af de sidste 3!

Meldingerne lyder i øvrigt på at danskerne har haft en god tur til U-NM i Oslo. Der kan læses mere om turen og turneringen hos Dansk Skole Skak, og alle resultater og partier kan ses på turneringens norske hjemmeside - se links i spalten til højre. Og .. "stay tuned" .. det kan være at Frederik sender en lille rapport til hjemmesiden om turen og turneringen.

/Tom

Link til U-NM-2005's hjemmeside her

U-NM 2004 er også dækket hos Dansk Skole Skak her


Links

Skovlunde Skakklub (SKS)

Københavns Skak Union (KSU)

Dansk Skak Union (DSU)