Skovlunde Skakklub
Juniorskak 2001-02

Sæsonen 2001-02Holdskak (1.holdet)Holdskak (2.holdet)Klubmesterskabet
Lyn-MPokal-MFR-MMedlemmer og rating


Junior Grand Prix'er mm. i sæsonen 2001-02 i kronologisk rækkefølge

 20 nov 2001 2 af 10 Junior Grand Prix'er er spillet - 17 Skovlunde-juniorer deltager!
Så er der spillet 2 af de 10 Grand Prix'er i KSU's Junior Grand Prix serie. Første Grand Prix blev spillet søndag d. 28. oktober i Øbro og i lørdags blev det andet stævne spillet - med over 60 deltagere! - i LVS's nye klublokaler i Lyngbys nye kulturhus. Mange af vores juniorer har spillet med i ét eller begge stævner, og der var mange gode præstationer i lørdags - herunder to førstepladser til hhv. Miriam og Benjamin. Den samlede stilling og score vil blive lagt på KSU's web-sider i nærmeste fremtid.

Stillingen for vores juniorer er følgende (points i parentes) - se den samlede stilling hos KSU:

Gruppe C (1987-88): Miriam Olsen (38), Nikolaj Mikkelsen (25), Kenneth Gant (17), Sissel Kærgaard (9), Darius Rohani (8)

Gruppe D (1989-90): Sixten Thestrup (63), Benjamin Skjoldan (38), Frederik Oest Møller (36), Peter Skovgaard (31), Andreas Markert (18)

Gruppe E (1991-92): Dara Akdag (51), Frederik Mikkelsen (45), Anders Germansen (31), Christian Bekker (21), Loui Halse (21), Andreas B. Christensen (8)

Gruppe F (1993 - ): Simon Munk (28)

Grand Prix serien arrangeres i regi af KSU og indeholder 10 GP-stævner hen over sæsonen. De 8 højst scorende i hver aldersgruppe kvalificerer sig til Sjællandsmesterskabet, som spilles den første lørdag i maj 2002. GP'erne giver vores juniorer god rutine til de lidt større udfordringer, som kommer til foråret, bl.a. DSU's DM-turnering i påsken, som vil være debut-turnering for flere af vores juniorer i ratede EMT-turneringer, og det store juniorstævne i Göteborg i pinsen.

Følg KSU's Junior Grand Prix serie hos KSU (se under juniorskak)

Og se GP stillingen hos KSU her

 

 13 jan 2002 Stor dominans af Skovlundes juniorer ved GP i Hvidovre 12. januar
Skovlunde sad stort set på det hele ved afviklingen af det tredie af sæsonens 10 Junior Grand Prix'er, som blev spillet i Hvidovre lørdag den 12. januar. Med 3 første pladser og mange topplaceringer i 3 af 4 grupper må vi sige at det var en overbevisende indsats. Vores juniortræner Poul Munk beretter om turneringen:

I gruppe C vandt Nikolaj overlegent med 5 af 5 . Miriam blev nr. 2 med 3½ point. Sissel fik ½ point i det meget hårde selskab. Sissel spillede noget godt skak, som havde fortjent nogle flere point. Det skal nok komme.

I gruppe B var Benjamin og Frederik O.M. suveræne med henholdsvis 8 og 7 point af 8 mulige. Det gav en første og anden plads. Andreas M. fik 1 point. Andreas spil udvikler sig hele tiden og pointene skal nok komme. På forhånd ved Andreas godt at han skal op mod hård modstand, men tror alligevel på sine chancer. God fighter ånd, Andreas!

I gruppe E stod der i den grad Skovlunde på det hele! Dara leverede nok den bedste turnering fra hans side nogensinde, med en udelt førsteplads med 6 af 8 point! Frederik Mikkelsen og Anders blev henholdsvis nr. 2 og 3 – begge med 5½ point efter godt spil. Chrisitan stod for dagens største positive overraskelse med 5 point, hvilket gav en delt 4 plads. Michelle fik på papiret 5 point pga. en sammentællingsfejl. På skakbrædderne blev det til 4 flotte point. Michelle er stadig den der er bedst til koordinere sin tid og spiller noget flot skak når hun er presset. Andreas B.C. fik 4½ point efter godt skak og mange fine kombinationer. Andreas spiller stadig for hurtigt, men det er blevet væsentligt bedre. Næste gang binder jeg dine hænder på ryggen Andreas – så kan du kun flytte med munden!

I gruppe F fik Simon en 6. plads med 3½ af 8. Simon spillede nogle rigtige gode slutspil. Nogle af dem var et helt studie værd. Simon smider stadig for mange sikre sejre på gulvet med nogle grove fejl. Vi arbejder stadig på, at få barberet de værste fejl væk – så skal topplaceringerne nok komme.

Følg KSU's Junior Grand Prix serie hos KSU (se under juniorskak)

Og se GP stillingen hos KSU her

 27 jan 2002 Endnu et flot Grand Prix af Skovlundes juniorer 26. januar
Det fjerde KSU Junior Grand Prix i Brønshøj 26. januar blev ligesom sidste Grand Prix præget af spillerne fra Skovlunde. Vores juniortræner Poul Munk har leveret beretning fra turneringen. Det samlede resultat blev knap så overbevisende som sidste turnering i Hvidovre, men der var stadig nok af topresultater. Vi kan jo ikke lade være med, at skrue forventningerne i vejret!

Generelt blev der spillet noget flot skak. Niveauet er steget betydeligt i de sidste par måneder. Vi har fået barberet de største fejl væk og der er ved at være en fin struktur i spillet. Der spilles simpelthen med plan! Det blev til 3 førstepladser ud af 4 mulige!

I en samlet gruppe A, B og C vandt Nikolaj i vanlig sikker stil med 4½ af 5. Nikolaj er i øvrigt "kun" gruppe C spiller! Der var ingen andre fra Skovlunde i denne gruppe.

I gruppe D blev Benjamin igen nr. 1. Denne gang med 6 af 7, med et enkelt dumt tabsparti. Spillemæssigt er Benjamin en klasse bedre end de andre og det er kun mindre koncentrationssvigt som gør at Benjamin taber. Sixten fik en delt 2.plads med to andre. 5 point af 7. Positionelt spiller Sixten godt. Han får hurtigt nogle gode stillinger og de fleste bliver omsat til gevinst.

Gruppe E eller Skovlunde-gruppen kan vi vel egentlig godt kalde det blev ikke helt så meget domineret af Skovlunde som sidste gang. Frederik M. fik en overbevisende revanche i forhold til sidste gang. Frederik vandt gruppen flot med 6 af 7! Andreas B.C. holdt vores aftale fra sidste gang og lavede betydelig færre store fejl. Det kunne ses på resultatet – 4½ og en flot 4. plads. Michelle spillede endnu en gang godt. Michelles spil er på mange punkter meget "voksent" og fejlene kommer typisk kun pga. tidnød. 4 point og en 5. plads. Loui spillede godt og fik vendt en del kritiske stillinger til sejr. Loui skal primært træne på, at bruge noget mere tid. Så forsvinder fejlene helt af sig selv. Dara kunne desværre ikke følge den flotte førsteplads fra GP i Hvidovre op. Det blev en såkaldt offday! 3½ point. Christian gik også kold – ikke sukkerkold, men det modsatte! Efter minimum 8 stykker chokolade tror jeg simpelthen, at sukkerdepoterne var overfyldte! 2 point.

I gruppe F spillede Simon sin flotteste turnering hidtil. Det blev til en 4. plads med 7½ af 11. Simon lavede langt færre store fejl, som ellers har præget hans spil. Det var kun de to sidste partier, hvor Simon stort set satte det hele i slag – men vandt mirakuløst begge partier alligevel! En dronningegevinst og en "billig" mat i bunden!

Næste Junior Grand Prix lørdag den 2. februar på Tapeten i Ballerup!

Følg KSU's Junior Grand Prix serie hos KSU (se under juniorskak)

Og se GP stillingen hos KSU her

  4 feb 2002 Junior GP 2. februar: Skovlundes juniorer vandt igen 3 af 4 grupper!
Juniortræner Poul Munk har leveret beretning fra KSU's Junior Grand Prix i Ballerup 2. februar - det femte af sæsonens 10 Junior Grand Prix'er. Og stillingen her midtvejs i Junior GP-serien er allerede klar fra KSU-juniorleder Arild's hånd og kan ses på KSU's hjemmesider.

Det er efterhånden lidt ensformigt, at skrive om vores juniorers indsats i den løbende Grand Prix turnering under KSU! Alt forløb som det plejer :-)  Vi vandt igen 3 af 4 grupper efter overbevisende spil! Det er en fornøjelse at se når tingene lykkes – specielt når det sker med stillinger som vi har haft på træningsbrættet. Flot, flot! Og tak til vores naboklub Tårnet/Ballerup Skakklub for et godt og velfungerende arrangement!

I den kombinerede gruppe A, B og C – med 8 spillere alle-mod-alle – vandt Nikolaj suverænt med 7 af 7! Flot og sikkert spillet af Nikolaj - det er altid en flot præstation at vinde med maksimum. Sissel spillede også en rigtig god turnering og lagde ud med 2 af 2 efter bl.a. en meget fin sejr over Anders Friis fra Ballerup. Men scoren endte på de 2 points, selvom der var stillinger til meget. Kun nogle ærgerlige kiks i klare gevinststillinger stod i vejen for et endnu flottere resultat.

I gruppe D satte vores to deltagere – Benjamin og Peter – sig effektivt på de to første pladser med hhv. 6½ og 6 points af 7. Peter havde en rigtig "lørdag-morgen" start i 1. runde med meget kritisk stilling mod Niklas Johansen, men reddede remis. Og bortset fra dette parti vandt Peter og Benjamin alle partier pånær deres indbyrdes 3-træks "stormester-remis" i 5. runde.

I "Skovlunde-gruppen" – gruppe E – sad vi endnu engang på det hele efter en lidt mat indsats i forrige turnering. Placering 1-5 blev besat af Skovlunde! Gruppen var denne her gang ikke særlig stor. Der var 8 spillere i alt og de 6 var fra Skovlunde. Det gjorde det naturligvis lidt nemmere. Dara leverede en fornem indsats efter nedturen i Brønshøj. Det blev til 7 af 7 og en sikker førsteplads efter suverænt spil! Dara er utrolig god til at udnytte modstandernes fejl med det samme. Imponerende! Frederik M. blev nr. 2 med 6 point efter en noget heldig præstation. Bl.a. blev to klare tabsstillinger vundet på rene modstanderfejl. Frederiks spil var for hurtigt og for svingende og måske præget lidt af manglende koncentration. Anders spillede igen en god turnering og blev nr. 3 med 4½ point. Anders spiller stadig for hurtigt og det betyder, at der kommer en del "fingerfejl" som sagtens kunne være undgået. Husk at "sidde på fingrene før du rykker"! Christian B. havde sat kvantummet af chokolade ned til 1 stykke og det gav pote! En 4. plads med 4 point efter godt spil. Christian er for alvor ved at bide sig fast i toppen af denne gruppe. Andreas B.C. blev nr. 5 med 3 point. Andreas røg desværre i den gamle kendte skure med at spille lidt for hurtigt. To sikre point blev således smidt væk efter at modstanderen fik foræret en "billig" mat i bunden. Ærgerligt for spillet fejler ikke noget. Michelle fik som sædvanligt vist nogle gode takter og flot spil. Michelle ser på utrolig mange ting under partiet – bliv ved med det! Det er nemlig den helt rigtige vej og den måde, der skal spilles på, når det gælder rigtig turneringsskak med lang betænkningstid, hvilket snart bliver aktuelt for mange af vores juniorer! Det betyder til gengæld at Michelle ofte kommer i tidnød og taber partierne, når betænkningstiden kun er 20 minutter. Men pyt med det, når spillet stadig er så godt som det er. Det blev til en 7. plads.

I gruppe F havde Christian Ø. Nielsen debut. Og det blev en flot debut med 3 point og en 7. plads. Spillet var fint og pointene kommer der helt sikkert endnu flere af når Christian får lidt mere rutine. Flot, Christian! Simon blev nr. 5 med 4½ point efter en noget svingende præstation. For mange gevinststillinger blev smidt på gulvet efter nogle grove fejl. Specielt tabspartiet mod turneringsvinderen – Michael – var ærgerligt. Simon havde ham helt nede i sækken, men overså desværre en mat i et træk! Surt!

Næste Junior Grand Prix turnering er lørdag den 23. februar på Amager og derefter bliver det hjemmebane i vores eget Junior Grand Prix i Skovlunde lørdag d. 16. marts.

Følg KSU's Junior Grand Prix serie hos KSU (se under juniorskak)

Og se GP stillingen hos KSU her

 25 feb 2002 Junior GP 23. februar: Igen 3 gruppesejre og gode resultater!
Så er 6 af sæsonens 10 Junior Grand Prix'er spillet, og i det sjette GP, som blev spillet på Amager, løb vores juniorer atter en gang med gruppesejren i gruppe C, D og E! Og der var mange gode resultater som supplement til førstepladserne! Man kan allerede nu se resultaterne og den samlede stilling hos KSU! Her kan det bl.a. ses, at vores juniorer er stærkt med både på og lige uden for de 8 adgangsgivende pladser i hver aldersgruppe til Sjællandsmesterskabet d. 4. maj.

Nikolaj tog sig i fin stil af den kombinerede gruppe A, B og C, som han vandt med 6 af 6! Stærkt! I sidste runde gik det ud over Miriam, som er den eneste, som har vundet en GP-sejr foran Nikolaj i denne sæson. Miriam sluttede på en delt 4.plads med 3 af 6.

I gruppe D scorede Benjamin sin femte sejr ud af de fem GP'er, som han har deltaget i! Benjamin scorede 6 af 7 og gav remiser mod de to, som delte andenpladsen med 5 pts., nemlig Peter og Teng He, som sluttede med en remis indbyrdes. Benjamin fører nu gruppen klart, og vi har også Peter, Sixten og Frederik O.M. med indenfor de 8 pladser, som kvalificerer til Sjællandsmesterskabet 4. maj.

Vi var igen godt repræsenteret i gruppe E med en håndfuld topplaceringer som resultat. Max var med for første gang og leverede en overbevisende indsats med 6 point af 7, hvilket gav en udelt førsteplads. Max spillede stærkt og smed unødvendigt et point væk i en vundet stilling. Flot, Max! Frederik M. spillede en god turnering med 4½ point og en 3. plads. Kun nogle sjuskefejl undervejs forhindrede flere point. Dara fik 4½ point og en 4. plads. Der var mange flotte sejre undervejs og det kunne sagtens være blevet til en bedre placering, hvis Dara brugte sin betænkningstid mere rationelt. Det går simpelthen for hurtigt. Christian fik 4 point efter godt spil. Christian spiller efterhånden ganske udmærket hver gang og uden de helt store fejl. Bliv ved med det! Andreas B.C. spillede en god turnering og endte med 4 point. Det rigtige topresultat skal nok komme. Det er igen det med ”hurtigheden”. Lidt mere tidsdisciplin og de gevinststillinger som Andreas tit opnår tabes ikke på gulvet. Men det går absolut den rigtige vej. Michelle fik 3 point og det står slet ikke mål med spillet. Endnu en gang fik Michelle demonstreret sine evner med nogle meget flotte kombinationer, men det samme ”spøgelse” dukkede desværre op for mange gange. Michelle taber for ofte på tid i vundne stillinger, men det arbejder vi på!

Næste Junior Grand Prix bliver på hjemmebane - nemlig i vores egne klublokaler i Skovlunde Skakklub lørdag den 16. marts!

Følg KSU's Junior Grand Prix serie hos KSU (se under juniorskak)

Og se GP stillingen hos KSU her

 17 mar 2002 Junior GP 16. marts i Skovlunde

     

Det 7. af sæsonens 10 Junior Grand Prix'er blev spillet på hjemmebane i vores eget klubhus lørdag d. 16. marts. Der var tæt topkamp og spænding i både den kombinerede gruppe A+C+D med 17 deltagere og gruppe E med 8 deltagere (alle-mod-alle). I gruppe F (også 8 deltagere alle-mod-alle) vandt den talentfulde Michael Paulsen fra Ballerup klart med 7 af 7!

Billederne ovenfor (fra venstre) - og resultaterne:
1) Topbrætterne i øverste gruppe A+C+D, som blev vundet af Alexander Rosenkilde (rød trøje) med 6 af 7 uden nederlag. Alexander spiller her mod Troels Madsen (Amager). Bagved (med kasket) eneste A'er Rune Pedersen (Rødovre) mod Benjamin, og bagved dem Peter, som blev en flot samlet nr. 2 med 5½ af 7 uden nederlag, mod Niklas Johansen. Det blev dermed det første GP, hvor Benjamin ikke vandt D-gruppen, men måtte nøjes med 2.pladsen efter Peter. Sixten fik ligesom Benjamin 5 point.

2) Sidste rundes topopgør i gruppe E! Anders Germansen vinder med hvid over Christoffer Olsen, som ellers lagde ud med 4 af 4, men tabte de tre sidste partier! Anders vandt dermed gruppen med 6 af 7! Flot! Dara, som sluttede på en fin 2.plads med 5 af7, følger spændt opgøret sammen med storesøster Delal. Andreas B.C. - kaldet "ABC" - scorede 3½.

3) F-gruppens deltagere med deres diplomer foran KSU's juniorleder Arild Rimestad. Lige foran Arild - i blå jakke - ses vinderen Michael Paulsen. Vores egne deltagere Simon og Christian Ø.N. havde en dårlig dag og måtte tage til takke med de to sidste pladser :-(

4) Ny stærk junior hos Skovlunde - som også træner i Herlev - Leonard Nielsen. Leonard fik en fin debut i Junior GP'erne med 3½ af 7 og bl.a. remis mod Michael Rosbach.

Næste Junior Grand Prix spiller søndag d. 7. april - se info på KSU's websider.

Følg KSU's Junior Grand Prix serie hos KSU (se under juniorskak)

Og se GP stillingen hos KSU her

  9 apr 2002 Junior GP 7. april på Frederiksberg - flotte præstationer!
Rapport og billeder fra juniortræner Poul Munk:

Frederiksberg Skakforening skulle arrangere GP for første gang og det blev en flot debut. Turneringen var godt tilrettelagt og tingene klappede bare. Frederiksberg bød på en fin lille bod med billig mad og gratis frugt. God idé! Endvidere blev der trukket lod om en pæn håndfuld ekstra præmier til børnene. Flot!

   

Billederne (fra venstre): Dara og Simon, Michelle og Anders, Miriam og Leonard

Nu til selve turneringen. Der var ikke ret mange deltagere, hvilket betød at deltagerne blev delt i to grupper. Grupperne A, B, C og D spillede 7 runder Monrad i en stor gruppe. Turneringen blev meget jævnbyrdig og spændende.

Gruppe C: Miriam spillede en god og sikker turnering. Hun vandt de partier som hun skulle vinde og spillede de andre sikkert remis. 5 point og en flot første plads. Leonard fik trods hård modstand et godt resultat: 4 point og en 3. plads.

Gruppe D: Her vandt Sixten flot med 5 point og kun et enkelt nederlag. Stærkt!

Gruppe E og F blev lagt sammen, hvor der blev spillet alle mod alle – 11. runder.

Gruppe E: Dara spillede igen en flot turnering og vandt sikkert med 9 point. Anders blev nr. 2 med 8 point efter godt spil. Anders er kendt for at spille lidt for hurtigt, men det gik faktisk den rigtige vej turneringen igennem. Bl.a. sluttede Anders af med at vinde et flot parti mod den stærke gruppe F spiller Philip. Michelle fik et mindre gennembrud med en flot 3 plads og 5 point. Michelle har hele tiden arbejdet hårdt og det er dejligt at se når det lykkedes.

Gruppe F: Simon spillede en flot turnering med 7 point af 11. Selvom det kun blev til en 4. plads, var spillet rigtigt godt. Han kunne ligeså godt havde vundet turneringen. Mo d vinderen af gruppe F og Dara førte han henholdsvis med officer og en dronning, men tabte desværre på tid! Simon vandt bl.a. over Philip og vores egen Anders. To spillere som han aldrig har været i nærheden af at slå tidligere. DM i påsken har givet Simon et stort løft.

Der resterer nu 2 af sæsonens 10 Junior Grand Prix'er. Mange af vores juniorer er ved at være klar til Sjællandsmesterskabet - se den samlede stilling hos KSU.

Det næste Junior GP spilles søndag den 14. april 2002 kl. 10.00 hos K41 i Valby - se info på KSU's websider.

Følg KSU's Junior Grand Prix serie hos KSU (se under juniorskak)

Og se GP stillingen hos KSU her

 14 apr 2002 Junior GP 14. april i K41: Godt spil trods hård modstand!
Rapport og billeder fra juniortræner Poul Munk:

Sæsonens næstsidste Junior Grand Prix blev afviklet hos K 41 i Valby. Vi var ikke så mange til denne runde, da en stor del af vores juniorer var til Skovbo Mesterskabet!

Igen havde man lagt gruppe A, B og C sammen pga. få deltagere. Der var 8 i alt som spillede alle mod alle. Det blev en noget hård affære for Sissel og Leonard, der var oppe imod en håndfuld elitespillere fra Tåstrup. Ifølge aftale med Sissel har vi allerede glemt, hvor mange point det blev til. Leonard spillede en god turnering og fik 2½ point i det hårde selskab.

I Gruppe E var vi pænt repræsenterede med ”Den hårde Skovlunde Kerne” - Dara, Anders, Christian B. og Andreas B.C. De spillede alle ganske godt og fik – på nær Christian – fornøjelsen af den nordiske mester Alexei fra Tåstrup. Han vandt suverænt med 8 af 8. Dara gik lidt ned i forhold til sidste turnering og sluttede med 5 point pga. et par unødvendige nederlag. Anders spillede godt og fik 5½ point. Anders er blevet væsentligt bedre til at bruge sin tid og det afspejler sig hurtigt i spillet. Christian B. gjorde det udmærket med 3½ point. Christian er ”lidt for flink” og smider for mange gode pointgivende stillinger væk. Andreas B.C. fik 4 point, hvilket er et udmærket resultat. Lidt mere tro på sig selv så kommer resultaterne. Andreas spiller bedst efter en lille ”peptalk” før hvert parti…så det må vi huske!

Der resterer nu kun ét af sæsonens 10 Junior Grand Prix'er. Mange af vores juniorer er ved at være klar til Sjællandsmesterskabet - se den samlede stilling hos KSU.

Sæsonens sidste Junior GP spilles søndag den 21. april 2002 kl. 10.00 i Tåstrup Medborgerhus - se info på KSU's websider. Og efter det sidste Junior GP ved vi, hvem der er endt på en af de 8 første pladser i hver aldersgruppe og dermed har kvalificeret sig til Sjællandsmesterskabet, som spilles lørdag d. 4. maj i Ringsted!

Skovlunde-deltagerne i søndagens Junior GP hos K41

Dara og Anders

 

Følg KSU's Junior Grand Prix serie hos KSU (se under juniorskak)

Og se GP stillingen hos KSU her

 14 apr 2002 Skovbo Mesterskabet for børn og unge d. 14. april
- Nikolaj nr. 2 i stærk mesterklasse
- Peter nr. 1 og Frederik O.M. nr. 2 i 11-12 års gruppen

   

Billederne (fra venstre):
1) Peter - vandt 11-12 års gruppen i sikker stil med 6 af 7 uden nederlag
2) 1. runde i den stærke mesterklasse - med Miriam, Nikolaj og Benjamin ved hvert sit bord
3) Frederik Oest Møller - fin 2.plads med 5½ i 11-12 års gruppen

Fem af vores stærkeste juniorer var draget til Ejby syd for Køge for at kæmpe om præmierne i årets åbne Skovbo mesterskaber for børn og unge. Og det blev til adskillige præmieplaceringer - én førsteplads og to andenpladser!

I en pænt stærk alle-mod-alle mesterklasse for juniorer med over 1750 i rating, som blev vundet af favoritten Christian Hovmøller med maksimum 6 point (!), lykkedes det Nikolaj med en sidste-runde sejr over Jakob Aabling Thomsen at snuppe 2.pladsen med 3½ point! Jakob sluttede dermed på 3 point, og derefter fulgte Oksana Vovk 2½ og Benjamin, Miriam og Morten Rykker med 2 point.

I 11-12 års klassen - for børn født 1989-90 - kørte Peter en sikker 1.plads hjem med 6 af 7. Efter fjerde rundes sejr over Frederik O.M. og føring med 4 af 4 spillede Peter et par sikre remiser mod nogle af de konkurrenter, der allerede havde afgivet point, bl.a. den senere 3.plads-vinder Martin Hansen, og vandt i sidste runde. Og Frederik O.M. kom efter nederlaget mod Peter stærkt igen og fik en lige så sikker 2.plads med 5½ point.

 
 26 apr 2002 Junior GP 21/4 i Tåstrup: Stabil afslutning på sæsonens GP-serie
Rapport fra juniortræner Poul Munk

Tåstrup stod for sidste runde af GP turneringen. Det var her de sidste deltagere til Sjællandsmesterskaberne skulle findes.

Gruppe A, B og C: Som sædvanligt blev disse grupper lagt sammen til en efterhånden meget stærk turnering. Vi havde kun Leonard med. Han spillede en god turnering med 4 point af 9. Nogle lidt for store fejl undervejs kostede en del point, men resultatet var nok til en kvalifikation til SM.

Gruppe D: Her stod vores deltagere over - kvalifikationen til SM var allerede på plads for dem, som havde chancen!

Gruppe E: Dara og Anders spillede igen en flot turnering med henholdsvis 5½ og 6 point af 9 som gav to topplaceringer. For Michelle blev det en lidt typisk turnering. Som sædvanligt spillede Michelle nogle rigtigt flotte partier, som desværre endte med at Michelle tabte på tid. Mange i vundne eller lige stillinger. Det er naturligvis sjovere at vinde, men så længe spillet er så godt har vi aftalt med Michelle, at hun bare skal spille i samme stil. På længere sigt er det den helt rigtige måde at spille på. 3 point blev det til. Andreas B.C. spillede en god turnering, selvom det næppe står mål med Andreas' egne ambitioner. Spillet er godt, men det med at bruge tiden fornuftigt og ikke kun 5 minutter til hele partiet mangler stadig. Bliv ved med det gode arbejde! 4½ point. Christian kan næppe selv være helt tilfreds med 3 point, men ok .. der skal være plads til en lille offday. Resultatet var dog lige nok til kvalifikation til SM.

Gruppe F: Vanen tro var Simon eneste deltager fra SKS i denne gruppe. Simon var allerede sikker på deltagelse i SM inden runden. Simon spillede noget utroligt flot og overbevisende skak .. hvis vi lige ser bort fra de sidste 5 minutter i en del partier. I fire af partierne overspillede Simon sin modstander fuldstændigt og førte flere gange med minimum to officerer, hvorefter ”kæden” sprang af og alle partierne endte med tab. Surt! Det blev 3½ point af 8.

Dermed er sæsonens Junior Grand Prix serie slut! I forlængelse af GPøerne følger nu Sjællandsmesterskabet lørdag den 4. maj 2002 i Ringsted, hvortil vi har 14 deltagere kvalificeret - se rubrikken nedenfor!

Se resultaterne i KSU's Junior Grand Prix serie hos KSU (se under juniorskak)

Og se GP slutstillingen hos KSU her

 22 apr 2002 Klar til sjællandsmesterskabet for juniorer 4. maj 2002
KSU's Junior Grand Prix serie for sæsonen er slut. Sidste GP blev spillet søndag d. 21. april (beretning følger), og KSU har slutstillingen i GP-serien klar på KSU hjemmesiden. Og som det kan ses dér har ikke mindre end 14 af vores juniorer kvalificeret sig til årets sjællandsmesterskab, som spilles lørdag d. 4. maj i Ringsted! Det er rigtig flot klaret, for konkurrencen er hård, og desværre var der også nogle af vores juniorer, som ikke kom gennem nåleøjet og fik en af de kvalifikationsgivende pladser. To af kvalifikationerne - nemlig Sissel og Frederik O.M. - er sket via 8. hovedkreds. Bemærk i øvrigt lige at tre af de seks aldersgrupper blev vundet af Skovlunde-juniorer! Vi glæder os til vi skal afsted d. 4. maj med følgende hold:

Gruppe C (1987-88)
Nikolaj Mikkelsen, Miriam Olsen, Leonard Nielsen, Sissel Kærgaard

Gruppe D (1989-90)
Benjamin Skjoldan, Sixten Thestrup, Peter Skovgaard, Frederik Oest Møller

Gruppe E (1991-92)
Dara Akdag, Anders Germansen, Frederik Mikkelsen, Andreas Bjerg Christensen, Christian Bekker

Gruppe F (1993+)
Simon Munk

Læs om KSU's Junior Grand Prix serie hos KSU (se under juniorskak)

Og se GP slutstillingen her

  9 maj 2002

Snapshots fra juniortræningen på årets første sommerdag!

På den dejlige sommerdag onsdag d. 8. maj gik vi udendørs til juniortræningen og spillede lidt stafet-skak! Og bagefter fik vi en is - dejligt!

 

Links

Skovlunde Skakklub (SKS)

Københavns Skak Union (KSU)

Dansk Skak Union (DSU)